Viser opslag med etiketten Bukser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bukser. Vis alle opslag

søndag den 19. januar 2014

What to do?

Rengøring eller tid ved symaskinen?
Valget var egentlig ikke så svært, og lad mig bare afsløre, at der ikke dufter af Ajax herhjemme.
I stedet for kedelig rengøring fik jeg syet bukser; et par neonstribede og et par røde til min niece og guld/grå stribede til hendes mor. De ser lidt uformelige ud, som de hænger der på bøjle, men modellen er afprøvet og godkendt, så jeg er helt rolig :)
Børnebukserne er syet efter dette mønster og voksenmønstret er fra Onion.





Burde nok forsøge at komme igang med rengøringen, men føler mig ikke helt overbevist om, at der kommer til at ske det helt store på den front idag.

Fortsat god søndag!



lørdag den 18. januar 2014

Seje bukser til seje unger...

Det går ikke længere med futtog og bamser på tøjet, når man er 6 og 7 år. Det er ikke noget problem at finde stof til min niece, hvor det går fint med lilla, lyserød, blomster og sommerfugle. Men til min nevø er det straks værre. Jeg synes det er svært at finde stof, nu hvor han er blevet en stor dreng på 7 år. Måske kigger jeg de forkerte steder?

Jeg har dog fået lavet, synes jeg selv, et par seje bukser til hver af dem. De er begge syet efter dette mønster, som gav mig nogle symæssige udfordringer, fordi jeg for første gang skulle lave indvendige lommer og knaphuller.
Til Frederik 7 år



Til Freja 6 år



Og en hæklet søjfe-hårelastik som matcher bukserne




lørdag den 29. juni 2013

Første voksenmodel...

Indtil videre har jeg holdt mig til at sy tøj i børnestørrelser, men nu har jeg forsøgt mig med et par bukser til min svigerinde. De er syet efter Onions mønster på berberbukser.


Stoffet er købt hos Jeanette i Stof & Garn i Gilleleje. Trods farveforskellen er det samme stof på de to billeder, og det øverste gengiver farven bedst. Jersey i camouflage med små guldfarvede "metal" prikker. Super fedt stof...


                                    Rigtig god weekend :)



torsdag den 18. april 2013

Krea, Konflikt og Kys

Krea:
En bunke stof er forvandlet til børnetøj, og der er mere på vej. 





Konflikt:
Jeg har besluttet mig for at holde min blog fri for mine meninger og frustrationer omkring lockouten af os lærere. I mandags bagte jeg lockout-boller til uddeling på torvet i Hillerød. 
Og så er jeg for øvrigt mere end klar til at komme tilbage på arbejde. 


Kys: 
Til sidst endnu en opfordring til at støtte Scleroseforeningens kampagne. 



onsdag den 7. november 2012

Give Away, pruttelyde og "find fejlen"

I dag lå denne fine bog i postkassen. Den er fra Mette, fordi jeg har været så heldig at vinde hendes Give Away. Lige nu er der juleri på programmet, men er sikker på, at jeg nok skal få lavet nogle fine ting fra bogen på et tidspunkt. Tusinde tak Mette, jeg er meget glad for bogen. 


I går var jeg så heldig at skulle hente min nevø og niece i skole og børnehave. 
Vi lagde ud med en tur i Søstrene Grene, og respekt til børnene for at holde humøret højt mens jeg vendte og drejede hver en lille ting i butikken. De blev bestukket med vingummi og pruttepuder. 



Da vi kom hjem blev der pruttet løs indtil den ene pude gav sin sidste pruttelyd og endte i skraldespanden. 


Kan I se hvad der er galt med dette billede (altså udover at det er ret dårlig kvalitet)?
Frederik havde haft idræt i skolen og skulle selv klæde sig på bagefter. Resultatet blev at både bukser og bluse vendte den gale vej. 


Bukserne er for øvrigt en faster-kreation, som jeg er ganske godt tilfreds med. Er dog ret sikker på, at lommerne ikke er tænkt som baglommer :)







onsdag den 17. oktober 2012

Sidste nyt fra kreafronten...

Her bliver afsluttet projekter og opstartet nye.

Min poncho, med den mærkelige facon, har jeg besluttet mig for at pille op. Opskriften er meget kryptisk, så tror jeg må finde en anden.


Fik syet traktorbukserne færdige, og sammen med lidt fra H&M blev de til en gave til min kærestes nevø der lige er blevet fire.


Jeg har syet en del bukser efter det her mønster, men denne gang fik jeg sat lommer på. Stor udfordring, men med god hjælp på mit sykursus lykkedes det.


Lynprojekt... Beskyttelse til mobilen hæklet i bambusgarn.


Jeg fik, midt i oprydning i mit garn, lyst til at hækle et halsrør. Det er snart færdigt, og så kan jeg komme videre, med noget af det andet jeg har gang i - eller måske starte på noget nyt...


En sovesofa fattigere blev der pludselig plads til en kreakrog til mig... Juhuu! Det var så dejligt at få ryddet spisebordet for stof og symaskine, og det er skønt ikke at skulle rydde væk og tage frem hele tiden. Nu kan det hele bare stå fremme, så jeg kan sætte mig ved symaskinen, når det lige kommer over mig.




Og i min kreakrog ved symaskinen er lige præcis, hvor man kan finde mig i aften. Skal nemlig have en gave færdig inden fredag...



onsdag den 10. oktober 2012

For mange projekter?


Kan man have gang i for mange kreaprojekter? For nogen er det nok med ét projekt ad gangen. Jeg må erkende, at jeg ikke hører til den gruppe. Har gang i flere forskellige ting og synes det er rart at kunne skifte mellem at sy, strikke og hækle. For tiden har jeg gang i fem projekter - altså hvis man ikke regner mit evighedstæppe med. 

Og så er jeg rent faktisk startet på julegaverne. Mener at jeg efterhånden er nået dertil, hvor jeg kan tillade mig at forære det væk, som jeg har lavet. Af gode grunde kan julegaverne ikke vises frem, så det bliver til lidt billeder af noget af alt det andet.

perlestrik - skal blive til et slags dobbelt halsrør 

Julegave, så mere kan jeg ikke vise eller fortælle

Poncho til mig selv - strikket i Eskimo fra Drops

Denne indtagning ser noget suspekt ud, så arbejdet er gået lidt i stå

En gave - jeg ved dog endnu ikke, om skal være en julegave 

Bukser str. 4 år - til en lille dreng som elsker traktorer



mandag den 2. april 2012

Kreabunken

Fast besluttet på at få afsluttet nogle af mine igangværende kreaprojekter har jeg fået strikket dette halstørklæde færdig, og igår fik jeg hæklet et godt stykke på mit tæppe. 



Men ingen afsluttede projekter uden påbegyndelse af nye... og selvfølgelig helst flere ad gangen...

Jeg synes det er svært at finde drengestof, i hvert fald når drengen er ovre den alder, hvor det er sødt med brandbiler og robotter på tøjet. Jeg har før syet stribede bukser til min nevø, men dem er han vokset ud af, så nu er der et par nye stribede på vej. 


Og så fandt jeg i sidste uge dette stof, som jeg synes er ret drenget, og som nu ligger klippet og klar til symaskinen. 


Der udover har jeg taget tilløb til endnu et par bukser til min niece.


Så selvom der blev ryddet lidt op i kreabunken, fik jeg hurtigt tilføjet nye projekter, og det er nok egentlig fordi jeg bedst kan lide det sådan. Det er rart at have flere ting igang, så kan man vælge alt efter tid og humør, om det skal være strik, sy, hækle eller noget helt andet. 








mandag den 5. marts 2012

Gang i maskinen...

Der er endelig kommet gang i min symaskine igen - ikke at der har været noget galt med den, jeg har bare ikke rigtig kunne tage mig sammen til at sy.

Foreløbig er det blevet til to par bukser og et tredje par er godt på vej.

Ugler på forsiden og rød babyfløjl bagpå - de er blevet så fine



Hvide med rødt blomstermønster - desværre svært at tage et godt billede 



Næste par på vej i maskinen




lørdag den 25. juni 2011

Ups...

Så gik det krea-galt igen...

Første bukseben er klippet, da det går op for mig, at jeg har vendt stoffet den forkerte vej. Øv, altså... Nu vender hvalerne på hovedet, og der er ikke nok stof til at starte forfra. Derfor blev buksebenet lagt i restebunken og der er klippet ud til en nederdel i stedet.


Så gik det heldigvis bedre med bukserne her til min dejlige nevø Frederik.




Fortsat god weekend! 




torsdag den 16. juni 2011

Jeg er så glad for...

min nye symaskine.

Det er fantastisk at have fået ny symaskine. Ingen bankende lyde, ingen maskine der langsomt men stødt arbejder sig hoppende henover bordet, ingen undertråd der bliver ved med at gå i kludder, ingen skæve syninger... og jeg kunne blive ved. Det er ren syglæde :o)

Note to myself: don´t take pictures at night...
Uglebukserne er tidligere blevet omtalt i ikke så pæne vendinger her på bloggen. Jeg ved virkelig ikke, hvad der gik galt med dem. Det er samme mønster som de andre bukser jeg har syet, men de her er blevet pilskæve og syningerne ligner noget der er løgn. Nåh, men bukser det blev det da til, og jeg er ret sikker på at Freja på 3½ ikke bruger specielt meget tid på at tænke over skæve syninger, når hun tonser rundt nede i børnehaven.

Endelig er jeg hjemme fra sygehuset. Det har været en heftig omgang, som pludselig blev meget længere end forventet. Jeg har været hundesyg af bivirkninger på den medicin jeg fik, og jeg er mildest talt rystet over effektiviteten og manglen på empati i vores sygehusvæsen.  Det kommer til at tage lidt tid at ryste det værste hospitalskuller af, men nu glæder jeg mig til at komme på arbejde i næste uge, som jo er sidste uge inden sommerferien.



Var nødt til lige at tage et billede af vores hawaiiblomst. Den er simpelthen så smuk og bliver bare ved med at folde den ene smukke blomst ud efter den anden.





søndag den 5. juni 2011

Lader billederne tale...

Det har været lidt sløvt med bloggeriet fra min side de sidste par uger. Jeg har ganske enkelt ikke haft lyst.
Da jeg normalt er et meget talende/skrivende menneske, kan det undre, ikke mindst mig selv, at jeg ikke har mere der bare må ud. Men sådan forholder det sig altså lige nu, og det bliver derfor til en række billeder med få ord, istedet for det modsatte.

Den lækreste pung, ren luksus - en fødselsdagsgave.

Endnu en fødselsdagsgave. 

Flere gaver - en længe ønsket bog. 


Og en gave fra mig til mig.

Metervis af lækkert stof til stort set ingen penge. 

Der hækles fortsat på mit store-tæppe-projekt.  

Sommerblomsterne må vente for hornviolerne står stadig så flot - her ved hoveddøren.

Og ved bryggersdøren. 

Vores dejlige have. 

Køkkenhaven.

Endnu et havekig. 

Glæder mig til hortensiaen springer ud. 

Bukser til min niece.

Og et par bukser mere til den dejligste pige.

              

Fortsat god søndag!














LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...