Viser opslag med etiketten Syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Syning. Vis alle opslag

tirsdag den 18. juli 2017

Den simple løsning...

Ind i mellem har man gået og manglet noget helt uden at være klar over det.

Nu er det ikke ligefrem de store ting i livet, som der her er tale om, men derfor kan man jo alligevel godt glæde sig over løsningen.

Det her har længe været min opbevaringsløsning til plastikposer. Hverken specielt kønt eller praktisk. Nettet har hængt på en bøjle i mit skab i gangen og har fyldt alt for meget.


For et par dage siden så jeg, hos denne blogger, en simpel løsning på mit poseroderi, og jeg
er nu den glade ejer af en poseholder.


Syvejledningen finder du her. Jeg har valgt at lave stroppen længere, har delt den i to og har sat velcro på. Så er jeg ikke afhængig af en krog, men kan hænge den henover fx en bøjlestang.







søndag den 16. juli 2017

DIY super nemme babybukser

Det oprindelige mønster er til bukser med lommer, men kan hurtigt laves om til en super nem variant uden lommer.
Se bare her:


Hent, print og klip mønster. Mønsteret finder du her.
Da der ikke skal lommer i, kan man spare sidesømmen, og de to mønsterdele kan tapes sammen.
Dog skal der klippes lidt fra, fordi mønsteret er incl. 1 cm. sømrum. Et sømrum som ikke skal bruges, på de lige sider, fordi der som nævnt ikke skal laves sidesømme.
Klip derfor 1 cm. af den lange side på hver mønsterdel.



Læg stoffet dobbelt, nål mønsteret fast og klip.

  
Sy de to dele sammen ret mod ret i de øverste buer. Du kan enten overlocke eller sy med zigzag. Hvis du bruger en almindelig symaskine, skal du huske at bruge en stræksøm.


Sy skridtsømmen sammen.Vær opmærksom på at ligningen er højere på bagbuksen, så du skal nåle skridtsømmen sammen nedefra for at få pæne lige bukseben.



Nu skal der klippes rib til ben og talje. Jeg kan bedst lide at skære min rib, men du kan sagtens klippe. Du skal bruge et stykke til taljen som er 36 cm. langt og 16 cm. højt. Til benene skal du bruge to stykker som er 6 cm. lange og 10 cm. høje.


Sy ribstykkerne sammen ret mod ret. Fold dem derefter så de kommer til at ligge dobbelt med retsiden udad.


Inddel med nåle hver ribstykke i fire og gør det samme med bukseben og talje. Sæt ribben på bukserne ret mod ret. Først de fire nåle og derefter med ekstra nåle. Ribben skal strækkes i hele stoffets længde uden at der trækkes i stoffet. Det kan ikke betale sig at spare på nålene.



Overlock eller zigzag ribben fast.


Bukserne er nu færdige!






lørdag den 15. juli 2017

Barselsgave

Barselsgave til lille Julie som kommer til verden i starten af august.
Det har været noget så hyggeligt at sy i de små størrelser, og nussekaninen er blevet virkelig kær. 




Opskrift på nussekaninen er herfra.
Opskrift på ranglen finder du her.
Mønster til savlesmæk og bukser fandt jeg her.



mandag den 31. august 2015

To Do September

Der er  de sidste par uger blevet taget nogle rigtig gode, og hårdt tiltrængte, initiativer til at puste lidt nyt liv i krea-blogland. Jeg er ikke initiativtageren, men deltager meget gerne.

Har du også lyst til at være med, så kig forbi her og læs mere.

Min To do liste for september:

- Sy de sidste firkanter på mit evighedsprojekt (forsøgte også i sidste måned, men nåede aldrig videre)


- Sy rib på hættetrøje


- Færdiggøre pude


- Strikke det sidste på tingene i denne bunke (mangler så lidt, at det er for dumt, at jeg ikke hat gjort det færdig)


Jeg må hellere stoppe her, selvom listen uden problemer kunne blive meget lang.

Glæder mig til at kunne sige Ta Da sidst på måneden.







tirsdag den 4. august 2015

Nu skal det være...

Mit evighedsprojekt har været 4½ år undervejs, men nu er det tid til at få det afsluttet. Jeg mangler kun 20 firkanter, så det burde være overkommeligt. 


Makeuppung til min svigerinde.


Strikket pude til min bror og svigerinde, eller nok mest til min svigerinde, for jeg tror min bror er forholdsvis ligeglad.





fredag den 6. februar 2015

Lidt krea og et lille tip...

Min nye tag-med-på-farten strikke/hækle taske. Den er syet i fake skind og topstikningen var virkelig svær at have med at gøre. Trykfoden hang lidt fast i stoffet og de første forsøg måtte kasseres. Man kan nemlig ikke gøre det om i sådan noget stof, fordi nålen laver mærker, som ikke forsvinder igen.
Man kan investere i en teflonfod til sin maskine, hvilket jeg ikke lige havde tålmodighed til at vente på. I stedet fik jeg et rigtig godt tip; læg en strimmel mønsterpapir hen over det sted der skal syes, sy igennem papiret og fjern det når syningen er færdig. Papiret gør, at foden ikke hænger fast i stoffet. Jeg har gjort det nogle gange nu, og det virker...


Taskerne her er syet for efterhånden længe siden, men har først fundet vej til bloggen nu. 



Ny opbevaring til nogle af alle de løse strikkepinde.


Jeg har på grund af en håndoperation været sat ud af krea-spillet i små 3 uger, men I næste uge har jeg ferie, så der er dømt revanche. Glæder mig...



onsdag den 17. december 2014

Velkommen til flagfabrikken

I løbet af weekenden fik jeg syet en bunke flagranker. De er forholdsvis ukomplicerede at lave og er gode til fx små værtindegaver her i julen.

De to med julemotiv har allerede fået nyt hjem. De blev til en julehilsen til vores to søde rengøringsdamer. At jeg ikke skal tænke på rengøringen herhjemme giver plads og overskud i hverdagen, og jeg sætter stor pris på deres indsats og søde måde at være på. 

Den grønne og den lilla er til min nevø og niece og er en del af en indflytningsgave. De flytter snart i hus, og børnene skal for første gang have hver deres værelse.

Den "muselmalede" er tænkt som en værtindegave, men jeg kan ikke røbe til hvem.


Den her er til min søde kollega Anne, som jeg har været så heldig at være nisseven for i år. Jeg har dog ikke fået hygget så meget om hende, som jeg gerne ville, fordi jeg har haft en del sygedage i denne måned. Men lidt er det da blevet til, og i morgen skal der flages ved hendes dueslag.


Og til sidst lige en jeg fik lavet til mig selv...








onsdag den 10. december 2014

Den perfekte blogdag...

Sådan en findes nok ikke, men lige i dag passer det mig rigtig godt, at bruge lidt tid på bloggen, som jo efterhånden har ligget stille meget længe.

I august/september var jeg indlagt i seks uger med et stort attak, som virkelig trak tænder ud. Ovenpå igen og tilbage på arbejde, har der været en del at se til. Jeg havde i et naivt øjeblik håbet, at det hele - eller bare lidt af det - på fortryllende vis var forsvundet, men sådan gik det ikke. Heldigvis har jeg en fantastisk arbejdsplads, hvor de på flotteste vis har skabt plads til mig og mine skavanker, så jeg føler mig meget heldig og er rigtig glad for mit arbejde.

Nu er det så desværre gået sådan, at jeg er rendt ind i endnu et attak, og er sat ud af spil en uges tid. Heldigvis kan jeg klare denne omgang behandling uden indlæggelse.

Følgende kommer et billedspam af adventsgaver og lidt andet, som jeg har fået fra hånden på det sidste,

1. søndag i advent til mine yndlingsbørn

Til min svigerinde, så hun kan holde fødderne varme på arbejde

2. søndag i advent - nattøj til min niece

0g endnu et sæt nattøj

3. søndag i advent - joggingbukser til min nevø

3. søndag i advent - til min niece

Nattøj - adventsgave til min nevø

Og et sæt nattøj mere
Udover adventsgaver og julegaver har min niece også fødselsdag i december. Der havde jeg syet denne fede sweat-kjole - som desværre tager sig virkelig dårligt ud på billedet. Mønstret er fra Alt om håndarbejdes symagasin nr. 10/2014.


Hun fik også en dejlig blød vest syet efter et mønster fra Onion.


I år har min svigerinde også fået adventsgaver - bare sådan for hyggens skyld. Det har været små hjemmelavede stykker julepynt. Bl.a en syet juleflagranke, som jeg desværre ikke fik taget et billede af.

Stoffet her er billige viskestykker fra Netto, som jeg efter inspiration fra denne blogger fik lavet til små juletræer

Opskriften til juletræerne er fundet her. Til adventsgaven blev de hæklet i grøn, Dem på billedet har min kusine bestilt til en grå/pudderfarvet jul. 
Lige nu er jeg igang med Kay Bojesenfuglen, men synes den har fået en lidt lang krop. Jeg må gøre den færdig, og se om der skal justeres på den næste. Opskriften kan du finde lige her,





Fortsat god dag...



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...