Kald mig bare struds...

I dag fik jeg demonstreret, hvor meget jeg ligger under for, hvad andre tænker. Jeg fandt mig selv i en situation, som jeg ikke kunne overskue, stak hovedet i busken og lod som om jeg ikke var der.
Pist borte var jeg...

Mine ben vil ikke altid som jeg vil, og min gangdistance er de sidste måneder reduceret en del. Derfor er jeg nu udstyret med en rollator.
Jeg har et meget ambivalent forhold til mit nye "køretøj".
På den ene side er den bare en kæmpe pestilens, og jeg hader den af et godt hjerte, men på den anden side giver den mig en tryghed og en frihed, som jeg har savnet i et stykke tid.

Sådan ser den ud, og den passer ligesom bare ikke rigtig til en på 37, vel?

Det er virkelig grænseoverskridende at lufte pensionistvognen, og idag var jeg for første gang ude at trille alene i dagslys, ellers har turene været henlagt til om aftnen og sammen med min kæreste.

Jeg er ligeglad hvad andre tænker... ligeglad hvad andre tænker... ligeglad...
Mit mantra i timerne op til turen, som egentlig gik fint.
Et par hundrede meter ned ad vejen - pause - og hjem igen.
Men så får jeg altså pludselig øje på naboens bil og når at tænke, at jeg da heldigvis er fuldstændig ligeglad med, hvad de tænker.
Ret overskudsagtigt synes jeg... Lige indtil de kører forbi, for der laver jeg lynhurtigt strudsen, kigger ned i jorden, og lader som om jeg ikke har set dem.

Hvad skete der lige der? Tror jeg virkelig, at bare fordi jeg ikke kan se dem, kan de heller ikke se mig?
Nej selvfølgelig gør jeg ikke det, men hvad handlede det så lige om? Egentlig nok bare, at jeg endnu ikke helt har vænnet mig til de forandringer sclerosen har medført i mit liv. Og så selvfølgelig den klassiske med, at ikke kunne lide at skille sig ud. Og sikkert en masse andet som kunne afhjælpes med en god psykolog.
Og nu kan jeg så bruge krudt på at tænke over, om de synes det var underligt at jeg ikke hilste som jeg plejer. Hvorfor er det mon at det betyder så meget hvad andre tænker? Og når det kommer til stykket så må jeg måske også erkende, at jeg slet ikke er så interessant som jeg tror, og at de derfor ikke tænker så meget på hverken mig eller min rollator.

                                                                       Hilsner fra
                                                                        
                                                                       Strudsen