Hækle, hæfte og tænke...

Må erkende, at de gode ideer ikke står i kø i mit hovede for tiden.
Heller ikke lysten til at kaste mig over nye kreaprojekter presser på.

Jeg har en del at tænke på i forbindelse med fremtiden, og jeg har derfor haft brug for at hygge mig med de mere automatiserede opgaver - dem hvor man ikke hele tiden skal tælle, sy lige og følge en opskrift. Dem hvor tankerne kan få frit løb, imens hænderne arbejder.
Det har været godt for mit tæppeprojekt, som langsomt men sikkert skrider fremad. Der er kommet en stak nye firkanter til, og jeg er så småt kommet igang med at hæfte de mange ender. Det med at hæfte havde jeg frygtet, men har nu opdaget at det faktisk kan være ret meditativt at sidde med nål og tråd. Og så kan der tænkes mange tanker imens, da arbejdet i sig selv ikke kræver den store tankevirksomhed. Perfekt...

Der er også blevet plads til endnu en Børge blæksprutte, stadig uden øjne men det når jeg nok til på et eller andet tidspunkt. Denne gang har jeg lavet fangarmene noget kortere end sidst, hvilket fungerer rigtig godt når han hækles i 100% bomuld. Som nævnt i et tidligere indlæg blev armene for lange og krøllede ikke så godt på bomuldsBørgerne. Opskriften siger 36 luftmasker, og jeg har denne gang brugt 25, hvilket jeg synes har givet et bedre resultat.

Jeg bruger en del tanker på alt det der lige pludselig er ude af mine hænder. Jeg ved godt, at det er spildte kræfter, at bruge en masse krudt på noget, som jeg alligevel ikke har indflydelse på - men det er noget lettere sagt end gjort.

Det sidste halve år har mit liv ændret sig på rigtig mange områder, og jeg skal nu affinde mig med at blive målt og vejet af diverse fagpersoner; sagsbehandlere, ergoterapeuter, læger, fysioterapeuter, hjælpemiddelkonsulenter, bandagister osv.
Der skal søges, dokumenteres og afprøves, og man kan ind i mellem få lyst til bare at råbe STOP! 
Min kalender er booket med aftaler, opfølgningssamtaler, undersøgelser og behandlinger, og det er lige før jeg vil påstå, at det kræver et godt helbred at være syg.
Og så er der den belastende ventetid... Det føles som om der er ventetid på alt, og det jeg mest af alt venter på er at få en normal hverdag.

Misforstå mig ikke, jeg er virkelig taknemmelig for de dygtige læger og al den hjælp man kan få i form af støtte til det ene og det andet, det er bare så trættende at vente og at blive vurderet hele tiden. Selvstændigheden ryger i den grad når man bliver syg, og det kan være en hård erkendelse at nå til.

Heldigvis er der dog ting som altid kan løfte humøret, herunder blomster og ikke mindst chokolade. Mine afskårne hyacinter er afsindig smukke og dufter så fantastisk, at man for en stund helt kan glemme alt det der synes svært og uretfærdigt. Og det er jo ikke det værste der kan ske...