Fornuftig naivitet...

For et par år siden viste min indre struds sig for første gang, og jeg skrev i den forbindelse dette indlæg om at være afhængig af rollator som 37-årig.

I starten af juni blev jeg 40, og min indre struds lever desværre stadig i bedste velgående.
Vognparken er udvidet med denne her, som jeg nu forsøger at forholde mig voksent og fornuftigt til - jeg er jo blevet voksen nu, hvor jeg har rundet de 40 ik?

Problemet er bare, at tankerne og følelserne ikke har ændret sig det mindste i takt med, at jeg er blevet ældre. Det er stadig virkelig svært at vænne sig til at være begrænset.

Jeg forsøger at forholde mig til sclerosen med, hvad man kan kalde "fornuftig naivitet".
Selvom jeg godt ved, at sclerose er en fremadskridende sygdom, og udemærket er klar over, at det sgu ikke ser for godt ud, så stopper jeg aldrig med at håbe...
Jeg kan heldigvis stadig bruge mine ben, og indtil videre er kørestolen bare en hjælp, når vi skal længere end jeg kan gå. Håbet om at det forbliver sådan, holder jeg fast i, selvom jeg med fornuften godt ved at det nok ikke er så realistisk.

Nu skal jeg lige vænne mig til tanken og have hovedet frem i lyset igen...

                              

 Billedet er lånt her.

Mest af alt holder jeg af hverdagen...

Det kom snigende, forskellige tegn på, at ikke alt var som det skulle være, og da jeg endelig kom til neurologen, var der godt gang i et attack. Det har været et langt og sejt et, og puha hvor har jeg haft det skidt. Første attackbehandling bed ikke på, så nu har jeg lige afsluttet anden omgang. Det har heldigvis virket, og nu skal jeg "bare" over de bivirkninger der følger med. Der går nok lige 2-3 dage endnu, men bare det at det går den rigtige vej er opløftende.

Når jeg igen er på toppen, er det hverdagsting, jeg glæder mig til at tage fat på. Jeg ser frem til, at hverdagen gør sit indtog, og når den er tilbage, skal jeg bl.a.


-På arbejde igen, de sidste par uger inden ferien
-Strikke, hækle og sy
-Lave mad, bage, skabe lidt hygge i huset
-Være en mindre sur kæreste (min stakkels søde kæreste, han skal høre på meget)
-Træne
-Nyde det til tider dejlige vejr
-Være social på den lidt mere overskudsagtige måde
-Tale om andet end smerter, medicin og bivirkninger

Jeg har haft svært ved at bevæge mig rundt, og trætheden har til tider været overvældende, så det er ikke blevet til noget som helt kreativt, ikke så meget som en hæklenål har jeg haft i hånden. Inden attacket nåede jeg et godt stykke på mit strikkeprojekt, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg har brug for hjælp, så håber jeg kan komme afsted til undervisning torsdag aften.

For en uges tid siden besluttede jeg mig for at tage symaskinen frem, men den blev sat væk igen i går, for jeg kom aldrig igang. Mon børnene stadig kan passe kreationerne, når jeg engang får taget mig sammen til at gøre det færdig?

Mit hæklede tæppe ligger pænt og venter lige der, hvor jeg lagde det for en over måned siden. Det er også et af de projekter jeg gerne snart vil have færdig.

Rigtig god hverdag til jer alle...