søndag den 30. september 2012

Kreanostalgi og halsrør


For mindre end to år siden var jeg hverken kreativ eller blogger. Nu har jeg taget en nostalgisk krea-blog-tur gennem mine billeder og har samlet lidt sammen i nogle små krea-collager. Et rigtig hyggeligt projekt, og du er velkommen til at kigge med her.

Jeg er blevet færdig med mit hæklede halsrør, og nøj hvor er det lækkert. Som tidligere nævnt fandt jeg en meget nem opskrift her, men valgte noget andet garn.



Der er brugt 3 nøgler Chunky fra Hjertegarn á 100 g. til ca. 125 kr. nøglet, så det er ikke noget billigt halsrør, men det er allerede en favorit og helt sikkert pengene værd.



                                                     Fortsat god søndag...



fredag den 28. september 2012

Er jeg så en pro?

Tænk hvis købet af en KnitPro på magisk vis kunne fremskynde strikkeevnerne. Sådan hænger det som bekendt ikke sammen, men behovet for at optimere "værktøjet" kan vel betragtes som tegn på en form for progression. Sammen med strikkepinden fik jeg købt garn til uldfutter, men mere om det når jeg er kommet lidt videre med projektet.


Og når man nu endnu engang er rendt ind i et attack, så må det være på sin plads med pandekager og the til at skylle pillerne ned, ikk´?



Rigtig god weekend!



onsdag den 26. september 2012

Jeg freestyler...


Imens mit "rigtige" strikketøj har nået et midlertidigt stand still, i form af nogle indtagninger der driller mig noget så #%&§>#&, har jeg kastet mig over mit første freestyle strikketøj. Det er ikke det store indviklede projekt, men jeg er nu alligevel spændt på, om det ender op, som jeg har tænkt.

Perlestrik i støvet grøn med 121 masker på pind 4




fredag den 21. september 2012

Nu kører kreabussen...

Efter en lang krea-sløv periode er der nu kommet gang i hjulene igen...

Endelig har jeg fundet det sykursus som er helt rigtigt for mig. Juhuuu...
Jeg startede i går ,og kan næsten ikke vente til det bliver torsdag igen.
Første projekt var et par bukser til min nevø.
Bukser har jeg lavet før, men denne gang fik jeg prøvet at sy på overlocker, og der er jo en verden til forskel. Hold nu op det var sjovt, og det endelige produkt blev så meget flottere end normalt. Sådan en dejlig ting bliver jeg nok nødt til at eje inden så længe.


Der er sideløbende med syeriet (er det mon et ord?) også gang i strikkepindende og hæklenålen.

På strikkefronten er det en poncho.


Og hækleriet er halsrøret her, som jeg tidligere har nævnt. 



Der bliver desværre ikke tid til så meget krea i weekenden - lørdag skal vi til fødselsdag, og søndag får vi gæster til frokost - men mon ikke der kan sniges lidt stof eller garn ind hist og her? Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan.



fredag den 14. september 2012

Arghhh...

Hvor svært kan det være? Åbenbart meget svært.

Har et stykke tid haft et godt øje til denne opskrift fra YarnFreak. Jeg har valgt at bruge noget andet garn, og har fundet et rigtig lækkert og blødt et - Chunky fra Hjertegarn.

Sådan så det fine garn ud, da jeg kom hjem med det:


Og sådan så det ud to minutter efter, jeg havde fået fingre i det.


Jeg har langt om længe fundet en ende, så jeg kan starte med at lave et garnnøgle, men det er ret besværligt, når jeg hele tiden skal vikle og sno for at komme videre.

Sådan noget garn burde kun blive solgt med en udførlig brugsanvisning!

   
                                                                   Arghhh...

fredag den 7. september 2012

Færdigt, nyt og gammelt...

Mit første "rigtige" strikkeprojekt er nu færdigt - Juhuuu. Den er til min niece, og jeg er meget spændt på om hun kan passe den. Den er strikket i størrelse 4 år og hun bliver 5 til december.



Der er lagt an til næste strikkeprojekt, som er i noget større skala. Den er til mig selv, så der er en del flere masker på pinden.



Og ja, så er der jo mit efterhånden gamle projekt, som lige nu er blevet til en hadeopgave. Der er så mange ender der skal hæftes, og det virker som om det vil tage en evighed at nå igennem.. I går var der en som foreslog mig at tage minimum to firkanter om dagen, for på den måde at gøre det mere overskueligt. Det er nu planen, og så bliver det tæppe forhåbentlig snart en saga blot. 



Rigtig god weekend!

søndag den 2. september 2012

Hold da helt op...

Utroligt som tiden løber derud af, og lidt vildt at der er gået næsten tre måneder siden mit sidste indlæg...

Jeg havde store forventninger, til alt det jeg skulle igang med oven på en længere sygeperiode, men sådan kom det ikke til at gå. Det er som om, det ikke rigtig vil slippe mig. Jeg er træt, har ondt og er efterhånden ved at være rigtig træt af at have det skidt.

Heldigvis er det hele ikke negativt. Vi har haft en dejlig sommer inklusiv et par skønne uger på Kreta. Og nu, hvor jeg er tilbage på arbejde, priser jeg mig lykkelig for, at der stadig er plads til mig på skolen, selvom jeg ikke kan være med på fuld tid.

Det kreative er der fortsat ikke rigtig gang i. Jeg har fået strikket lidt, og symaskinen står igen fremme, i håb om at jeg snart tager mig sammen. Har planer om at hækle lidt i aften, og det kan så forhåbentlig sætte skub i kreativiteten.

Til sidst lidt feriebilleder.




















LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...